Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Overgang til børnehave og skole

Overgang fra vuggestue til børnehave

Når jeres barn nærmer sig treårsalderen, begynder vi at forberede overgangen fra vuggestue til børnehave. Inden børnehavestart inviterer vi jer til en overgangssamtale med en pædagog fra både vuggestuen og børnehaven. Her taler vi om jeres barns trivsel, udvikling og behov, så vi kan skabe en tryg og god overgang.

Cirka et halvt år før børnehavestart samler vi de ældste vuggestuebørn i en gruppe, som gradvist bliver en del af børnehaven. Børnene deltager i mindst én aktivitet sammen med børnehaven om formiddagen, og en gang om ugen tager de med i udflytteren sammen med en voksen, de allerede kender fra vuggestuen.

På den måde får børnene god tid til at lære de nye voksne, børn og omgivelser at kende. Vi lægger vægt på, at overgangen sker i et roligt tempo, så børnene føler sig trygge og får en god begyndelse i børnehaven.

Som forældre bliver I også inviteret med på besøg i udflytteren, så I kan opleve de omgivelser, der bliver en del af jeres barns hverdag.

Overgang fra børnehave til skole

Hvert år samler vi de børn, der skal begynde i skole det kommende år, i en storegruppe.

De kommende skolebørn mødes en gang om ugen, hvor vi laver forskellige aktiviteter, der er med til at forberede dem på skolestarten. Vi går for eksempel længere ture og øver os i at færdes i trafikken. Vi leger også lege, hvor børnene øver sig i at samarbejde, hjælpe hinanden og være en del af fællesskabet.

Vi har samtidig fokus på selvhjulpenhed, så børnene bliver mere selvstændige og får mod på at klare flere ting selv. Vi taler også om, hvad det vil sige at gå i skole, og hvad man typisk laver i en børnehaveklasse.

Inden børnene skal begynde i KKFO, holder vi en helt særlig festdag for de kommende skolebørn. Denne dag er det kun storegruppen, der er hjemme i Mælkevejen, og børnene får selv lov til at bestemme, hvad dagen skal byde på.

Det er en dag, som børnene glæder sig rigtig meget til. Festen varer helt til kl. 19.00, hvor børnene bliver hentet. Det er en lang og oplevelsesrig dag, så vi anbefaler, at I som forældre planlægger en fridag dagen efter.